Tag-arkiv: ventetid

Jeg skylder en opdatering!!

Jeg troede egentlig jeg havde skrevet et indlæg om, hvordan situationen ser ud, efter min brokoperation. Må vist konstatere at min hjerne har været alt for optaget af min praktik og opgaveskrivning. Nåh, men jeg fik min menstruation et par dage efter operationen, så jeg ringede til riget for at melde os til fryseforsøg, meeeen… Lægerne gik lige ind og kiggede i min journal og mente at min krop havde brug for at komme ovenpå, så vi må vente til min næste cyklus starter.

UGHHH, jeg er så træt at vente. Virkelig, virkelig dødtræt af det. Og nu har jeg snart fødselsdag igen, og jeg er ENDNU ikke blevet gravid. Tiden går så langsomt og dog så hurtigt. Det er nu et år siden, vi blev henvist til IVF behandling og vi har kun været igennem et enkelt forsøg, grundet pulverkuren, ferie og venten, venten, venten. Vil det mon nogensinde lykkes for os?

alone-girl-waiting-graphic-for-share-on-myspace

Men så alligevel formår håbet at blive hos mig, uanset hvad. For nogle dage siden besluttede jeg at gøre noget anderledes. Jeg har hele tiden holdt på at jeg ikke vil jinx’e vores held og købe babyting, før jeg er gravid. Men nu har jeg på en måde brudt mit princip. Jeg har købt nogle Gravitamin piller, som er kosttilskud til gravide og til, før man bliver gravid. Før tog jeg bare en almindelig multivitamin pille og ekstra folsyre, men nu er jeg ekstra optimistisk og håber på at jeg snart får rigtig brug for Gravitaminerne og bare har købt dem i god tid.

gravitamin_dk

 

 

 

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2014

Hello again, hormones!

Skanningen i søndags var som den skulle være. Ét styks hjemmelavet ægløsning, hallelujah. I princippet er der en chance for at jeg kunne blive naturligt gravid, men sådan noget sker ikke for mig. Jeg mener 10 mislykkedes inseminationer, taler vist deres tydelige sprog.

Nu er vi til gengæld i gang. Eller jeg er i gang – med nedstimulering. Jeg tager næsespray Synarela 3 gange dagligt. Jeg har været lidt bange for bivirkninger, da man kommer i en slags kunstig overgangsalder, så man kan godt opleve symptomer som hedeture, humørsvingninger, hovedpine og andre lystige ting som mindre bryster (wtf?), hårtab, søvnløshed og akne. Heldigvis har jeg kun oplevet mild træthed, hovedpine og et par enkelte hedeture. Det, der har generet mig mest har været den beske smag af medicin, der rammer min tunge efter hvert pust. Smagen kommer ikke med det sammen, men den er sikker hver gang.

Min mand var for første gang med til at se skanningen af mine æggestokke i søndags, så det var også der, at han fik den hyggelige dildostav lægerne bruger, at se for første gang. Det var lidt sjovt at se hans reaktion på den, haha. Hey, han har det nemt, han skal bare aflevere i en kop en enkelt gang ved hver behandling.

tumblr_n04ajq0Zfz1spm17no1_500

Jeg har vovet mig ud i at fortælle et par rigtig gode veninder om vores kommende IVF behandling, og endda løftet sløret lidt for min mor. Det er ikke noget jeg plejer at gøre, så jeg håber at, det at jeg har åbnet lidt mere op omkring det, vil hjælpe på det følelsesmæssige aspekt af det hele.

Jeg er så klar til den søde ventetid. Jeg har faktisk rigtig meget erfaring med ventetid. Det har vi begge to. Og vi har rigtig meget erfaring med at være klar til et barn. Der er kærlighed gemt i vores hjerter til vores fremtidige børn og det gør ondt at blive ved med at gemme på den.

tumblr_myzkj7gjdP1s7q9tto1_500

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2014

Hvordan foregår en insemination?

En personlig beretning fra en kvinde, der selv ligger på briksen

Når man beder om hjælp til at få et barn, er man ofte gået igennem mange følelsesmæssige stadier for at erkende at man ikke kan selv. Mange, inklusiv mig selv, vil nok nikke genkendende til at have gået igennem sorgens fem faser i forbindelse med fertilitetsbehandling. Man sluger også en vis stolthed, for det er jo noget, alle gerne vil kunne klare selv.

Når man har erkendt at projekt baby ikke længere er en privatsag, kan man lige så godt indse at det for manges vedkommende, også vil kræve blodprøver, sædprøver, medicin, hormoner, utallige lægetider og skanninger. Som kvinde, vil du måske opleve perioder, hvor læger ser mere til dit underliv end din mand gør.

skanninger iui insemination

Jeg er kommet hos Claus Christoffersen, gennem mere end tre år. Han er gynækolog, med klinik ved Nørrebro st. Han har stor erfaring med behandling af barnløse og kvinder med pco.

Efter jeg er blevet stamkunde på klinikken, behøver jeg ikke længere præsentere mig selv når jeg ankommer. Jeg kommer ind ad døren, smiler til pigerne bag skranken, siger hej, og de hilser mig ved mit fornavn –  og jeg tænker hver gang, “jeg kommer her for meget”. Desuden er jeg blevet rigtig god til at klæde mig af og på, lynhurtigt, når jeg skal skannes.

Læs mit fertilitetsforløb

Jeg har pco og får meget sjældent menstruation. En eller to gange om året, med mindre jeg får den startet kunstigt med provera eller den er kommet efter insemination. Min krop danner ikke selv nok hormoner til at få folliklerne i mine æggestokke til at modne og sætte gang i en ægløsning. Derfor starter jeg på min tredje cyklusdag med at tage hormoner, der stimulerer mine follikler. Hormonerne kan godt gøre mig noget oppustet, og jeg kan nogle gange mærke hvilken side, der vokser follikler i, som en trykken, ellers oplever jeg en del humørsvingninger, men det er nok mest min mand, der lider under dette.

Jeg tager to pergotime piller om dagen i to dage. Herefter går jeg over til puregon, som skal sprøjtes ind i huden. Jeg tager 100 enheder om dagen, omtrent samme tidspunkt hver dag. Det svinger meget mht. hvor meget jeg skal gerne bruge. Alt mellem 300 og 900 enheder, for at få modnet et æg stort nok, så det er klar til ægløsning. Nogle gange kommer jeg til skanning 3 – 4 gange for at tjekke op på æggenes udvikling. Når det er tid, får jeg en sprøjte med pregnyl, som sætter gang en ægløsning i gang 24 – 42 timer efter jeg har fået den.

puregon iui inseminationpregnyl iui insemination

Hvis jeg er heldig, passer det med en sygeplejerske på klinikken giver mig sprøjten.  Ellers, får jeg nåle og sprøjter med hjem, så jeg selv har fornøjelsen af at gøre det, når tidspunktet er rigtigt. Det er en noget større nål, end dem der bruges med puregon pennen, så det tager altid lidt tid inden jeg får samlet mod sammen til at stikke mig selv.

Klinikken giver mig altid et sæt med hjem bestående af, et bæger, et glas til sædprøve med mit navn og cpr. nummer, en graviditetstest og en faderskabs/moderskabs erklæring, der skal skrives under.

Dagen for selve inseminationen:

Sædprøven skal afleveres til klinikken om morgenen. Så min mand afleverer sin indsats i et prøveglas, inden han tager på arbejde. Det er som regel mig, der tager ind til klinikken, for at aflevere, da jeg har bedre mulighed for det. Efter vi er flyttet, betyder det en bustur på omkring 45 min. frem og tilbage. Mens jeg sidder i en stuvende fuld bus på vej gennem myldretidstrafikken i indre København, tænker jeg tit, “Hvis folk vidste hvad, jeg har liggende i min taske…” og smiler lidt ved tanken.

Jeg kommer op på klinikken og sygeplejersken tjekker at vi har skrevet under på papiret, hvor vi vedkender os fader-/moderskabet, hvis jeg bliver gravid af behandlingen. Hun tager imod sædprøven, og går hen for at få den opbevaret inden sæden skal renses op. Her tager de, de sundeste sædceller fra til selve insemineringen senere på dagen.

Hen på eftermiddagen kommer min mand og jeg op på klinikken. Der er ofte ventetid, men det tager vi med. Vi sidder og snakker og joker om lidt af hvert, alt imens der er fyldt med liv i venteområdet. Læger og sygeplejersker går ind og ud af dørene. Telefonen ringer uafbrudt. Navnene bliver kaldt og frem træder kvinderne, der skal ind.

Jeg har nogle gange oplevet kvinder komme ud fra lægen med skanningsbilleder, fra de små liv der spirer inden i dem. Lykønskninger kommer fra højre og venstre fra de forskellige ansatte. Jeg kan sagtens sidde og blive glad på deres vegne, men mest af alt bliver jeg trist på mine egne vegne. Jeg ved at, de kvinder muligvis har kæmpet samme kampe som mig, men de er ikke mig. Og det er det eneste jeg hæfter mig ved. Det har aldrig været mig og det er ikke sikkert at det nogensinde bliver mig.

Nåh, lille sidespring..

Endelig bliver det vores tur. Claus, min læge, siger hej og begynder at småsnakke med min mand, som regel om de mange sædceller han har leveret. Jeg lægger min taske og jakke fra mig og styrer direkte hen til den lille omklædningsbås, hvis forhæng jeg end ikke trækker ordentlig til side før jeg klæder om. Jeg mener, come on, de to personer på den anden side, er alligevel dem, der har set mest til mit underliv, hvad har jeg at skjule?

Jeg sørger for at have en lang bluse eller kjole på, så jeg ikke kommer ud fra båsen med bar røv og sokker. Jeg lægger mig på briksen og sætter benene op i holderne. Claus kører briksen op, alt i mens jeg finder min mands hånd. Jeg har ligget her mange gange før, men jeg føler stadig en sårbarhed hver gang vi når her til.

iui - insemination

Der bliver placeret instrumenter i min underliv, så der kan gøres plads til kateteret med min mands sæd.  Det er som regel det, der er mest ubehageligt for mig. Kateteret mærker jeg ikke så meget til.  Nogle gange kan jeg mærke sæden bliver sprøjtet ud i min livmoder. Som en tyngde fornemmelse i underlivet, måske også lette menstruationssmerter. Andre gange mærker jeg ingenting. Efterfølgende er jeg ofte lidt øm resten af dagen, efter instrumenter og det kan også godt bløde en smule.

Jeg klæder mig på igen, vi får en kæk bemærkning fra Claus på vej ud af døren, der får mig til at smile. Vi siger farvel til pigerne bag skranken og bevæger os ud af klinikken. Ud til mylderet ved Nørrebro st. og ud til 14 dages ventetid, før jeg kan teste om jeg er blevet gravid eller ej.

Imens prøver jeg at undgå at miste min forstand i mellemtiden.

Læs: Hvordan man får to uger til at gå hurtigere (2ww)