Tag-arkiv: stork

Dagen før blodprøven

For en uge siden drømte jeg om et storkepar, der kastede sig ud af deres redde og begik selvmord, fordi deres unge var dødfødt. Seriøst? Hvad fanden er det for en drøm? Er det mig, der går og tænker for meget eller er det et dårligt varsel?

Jeg vil gerne bestille denne stork i stedet for, tak

StorkwithBaby-copy

Det er så i morgen, jeg skal op og have taget blodprøve, for at se om jeg er gravid.

Heldigvis har jeg fri i dag, for jeg er enormt trist, jeg kan slet ikke ryste følelsen af mig. Det er jo meningen jeg skal være positiv og tro lige til det sidste, men det bliver sværere og sværere. Jeg har blødt en smule de sidste 3 dage og mens smerter kommer en gang i mellem. Jeg har ingen symptomer på at jeg skulle være gravid.

Lutinus, progesteron pillerne, går mig på nerverne. De irriterer i livmoderhalsen, det svier og jeg bløder hver gang jeg skal tage dem. And don’t get me started on, hvor klamt det er, når de kommer ud igen. Yuk. Et godt råd – køb trusseindlæg i massevis.

Vi var hjemme hos mine forældre på Kristi Himmelfartsdag. Alle søskende var samlede og min far havde gjort klar til at vi skulle se gamle hjemmevideoer. Jeg tror, det er længe siden, jeg har grint så meget, og jeg havde SÅ meget brug for det. Det var rart at få tankerne væk og slippe bekymringerne bare et par timer.

Om ca. et døgns tid får jeg svar på blodprøven. Hvordan undgår man at miste forstanden af det her?