Tag-arkiv: risikotal

Følelser i frit løb

Jeg har haft virkelig svært ved at koncentrere mig om andet end nakkefoldskanningen i denne uge (også selvom jeg har to eksamener lige om lidt) Selvom det virkede som uendelig lang tid, kom dagen endelig, hvor min mand og jeg tog afsted til hospitalet.

Der var enormt mange i venteværelset, så  regnede med at der gik noget tid, inden vi kunne komme til. Der kom en sygeplejerske og bad 7-8 af kvinderne om at komme med til en diætist længere nede ad gangen, så lige pludselig var der ikke uoverskueligt mange mennesker og der gik ikke længe inden mit navn blev nævnt og det var vores tur.

Jeg kom op og ligge på briksen med bar mave og ventede spændt på at jordemoderen skulle gå i gang. Fik det kolde gel på maven og inden længe kom der en lille bebs frem på skærmen. Der var INGEN bevægelse i meget lang tid, og jordemoderen sagde ingenting, så i splitsekunder røg der alle mulige tanker igennem mit hoved. Hvorfor ligger den helt stille? Den var så aktiv sidst, hvorfor ikke nu? – Indtil hun sagde “og der har vi et fint hjerte, der banker derudaf. Den lille lå bare og sov.  Lettelsen var ubeskrivelig.

Hun fortsatte med at prøve at finde en god vinkel, så hun kunne måle nakkefolden. Men forgæves. Til sidst måtte jeg ligge og ryste med underlivet i håb om at baby ville rykke lidt på sig. Det gjorde den også, OG den vågnede.

Så vi fik lov til at se den lille ligge og vifte med den ene arm, som om den vinkede. Der kom også mere bevægelse og på et tidspunkt lignede det næsten af den hoppede derinde, fordi den flere gange sparkede fra med benene og endte med hovedet, helt i den anden ende af livmoderen. Tror aldrig jeg vil glemme alle de små bevægelser, vi har set.  Det gør det hele mere virkeligt og det er efterhånden ved at gå op for os begge to, at vi endelig skal til at være forældre.

Jordemoderen fik en god måling af nakkefolden og sammen med min alder og mine blodprøver havde vi et risikotal på 1:12.000 for downs og de to øvrige tal for kromosonfejl lå også godt over 1:20.000, så vi kunne ikke bede om mere.

Efter vi gik derfra, var det som om jeg endelig kunne lukke, alle de følelser ud, som jeg havde gemt væk i så lang tid, fordi de havde gjort så forfærdeligt ondt.

Hormonerne roder efterhånden godt og grundig med mit humør. Jeg har normalt ikke så let til tårer, men det har jeg da fået nu. Har præsteret at græde fordi min mand havde købt det, efter min mening,  forkerte hundefoder. Og i dag, fordi jeg fik lyst til chimichangas, foreslog en mexicansk buffet, som min mand ikke gad. Så efter totalt nedsmelting og ugly crying fra min side, er det endt med at vi nu skal have hjemmelavede chimichangas til aftensmad.  Det er jo baby, der beder om det, så må man lytte, ikke? Og baby beder også om ekstra meget ost til, kan jeg allerede sige.

b3080c4064f94428169ebba98d094250

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2015