Tag-arkiv: mors dag

Mors dag giveaway

Mødrene fejres i dag, og med rette. Men det er også en dag som i dag, at det er ekstra hårdt at være ufrivillig barnløs, for det er mors dag, jeg er endnu ikke blevet mor og facebook minder mig om, at der ikke findes større lykke, end at være nogens mor.

Til gengæld er der junkie-agtige tilstande herhjemme, i håbet om at jeg kan blive gravid ved IVF behandling. Jeg tager piller, bruger nåle og sniffer medicin op i næsen. Det ser heldigvis ikke ud til, at der er en overstimulation i vente. Min æg var omkring 8-9 mm i fredags og de skal måles igen i morgen. Gonal-f dosis er sat op til 150. Nu håber jeg bare ikke det trækker ud i langdrag, som det har gjort med vores forsøg med IUI.

Inden jeg kommer tilbage dagens emne, min første giveaway, vil jeg gerne dele dette digt, som jeg synes passer så godt.

mors dag

Jeg har tidligere haft et indlæg om en engelsk blog, der humoristisk fortæller om ufrivillig barnløshed: 999 grunde til at læse denne blog. Desværre eksisterer siden ikke længere. I stedet har bloggeren udgivet en bog, med de 99 bedste indlæg. Jeg bestilte bogen over Amazon og hentede den på posthuset  i går og jeg er SÅ glad for den. Den beskriver med tilpas ironi og sårbarhed, de ting man går igennem, når man ikke kan blive gravid (også selvom man slapper af og ikke tænker på det)

Derfor vil jeg gerne dele min begejstring med mine læsere – for jeg ved I er derude et sted – og uddele et eksemplar af denne bog til en af jer. Bloggen når snart op på 5000 besøgende og det kan ikke alt sammen være vildfarende gæster.

Det drejer sig om denne bog:

20140511-135859.jpg20140511-135909.jpg

Og det eneste du skal gøre, for at deltage er at skrive en kort kommentar på dette indlæg. Jeg vil gerne lære min læsere at kende, så du må gerne skrive lidt om dig selv, men det er selvfølgelig ikke et krav.

Jeg trækker lod blandt deltagerne søndag d. 25. Maj og giver besked til vinderen pr. mail, så sørg for at skrive din mail korrekt. Herefter vil jeg sende et nyt eksemplar af bogen til dig med posten.

May the odds be ever in your favor