Tag-arkiv: infertilitet

Stærke arme og bløde knæ

Jeg kom lige i tanker om at jeg har en blog. Mest fordi jeg lige har indbetalt det årlige beløb for mit domæne, men også fordi jeg fik lyst til at skrive et indlæg om noget af det, der er sket siden sidst.

Min lille solstråle fyldte 8 måneder i dag. Hun har udviklet sig så meget på det sidste og hun har sin egen lille finurlige personlighed, som smelter mit hjerte og giver mig bløde knæ flere gange dagligt. Hun (og vi) har haft nogle hårde måneder, hvor sygdommene har stået i kø og tænderne har drillet, men nu virker det endelig til at have vendt og jeg har min glade pige tilbage igen. Hun vejer godt over de 9 kg nu, og det kan mærkes i det daglige, når jeg bærer på hende. Godt, sådan nogle små nogle ikke vejer 9 kg, lige når de kommer ud ( og godt for vores underliv også !!)

Jeg har kun en måned tilbage af min barsel, så tager farmand over et par måneder. Så står den på eksamen og jobjagt og ud til en hverdag med institution og ulvetime. Om jeg er klar til det? Nej, på ingen måde. Men virkeligheden kalder og økonomien halter, så det er nødvendigt.

Gæt hvem der stadig kæmper med sine graviditetskilo? – Ja, det er sgu mig. Surprise, surprise… Det er sgu limet fast eller noget. Det er så demotiverende at motionere og spise sundt uden at der sker det mindste med vægten.

Efter så mange år med barnløshed, tror jeg, jeg lider af noget posttraumatisk stress af en art. Jeg kan stadig mærke et jag af jalousi, når nogen i min omgangskreds bliver gravide. Det er ikke noget jeg selv styrer, det ligger bare så dybt i mig. Det er som om barnløshed har skåret så dybt i mig at det aldrig vil hele helt, selvom jeg fik mit ønske opfyldt.

Jeg tænker meget på barn nr. 2 og stresser meget over om det overhovedet vil lykkes. Jeg har kun haft min menstruation 2 gange siden jeg fødte, så min PCO er lige så slem, som den altid har været. Og det er det, der bekymrer mig. Skal vi vente 5 år før jeg bliver gravid igen?  Og skal vi ud og finde 30 – 40 tusindaf egen lomme til IVF behandling? Og så stresser jeg over, at jeg stresser over dette, fordi min lille pige kun lige er fyldt 8 måneder og det ikke haster med at gøre hende til storesøster allerede.

Jeg har været i gang med research igen. Denne gang om progesteroncreme, som jeg før har haft held med, for at få gang i min menstruation. Det er egentlig noget, man mest forbinder med kvinder i overgangsalderen, men er altså også brugbar til PCO/S. Vi har nemlig oftest for meget østrogen og for lidt progesteron.

 Progesteron fertilitets guide

Jeg er i gang med en såkaldt Shutdown metode  og kaldet supression cycle. Det går ud på at man bruger progesteroncremen til at forhindre en ægløsning i 3-4 måneder. Det er med til at nulstille æggestokkene og kan de efterfølgende cyklusser frembringe en meget stærk ægløsning med god chance for at blive gravid. Forhåbentligt er det med til at kickstarte min cyklus, så den kan blive regelmæssig. Formålet er altså IKKE at blive gravid, som ellers det, den er beregnet til. Det er et forsøg på at få styr på min menstruation og i fremtiden at bruge metoden til at blive gravid.

Nu vil jeg liste i seng, forhåbentlig uden at vække min datter, som sover i sin seng, LIGE ved siden af min. Jeg vil lytte til hendes åndedrag, som så mange gange før, og falde i søvn med viden om at hun vækker mig i morgen tidlig. Hvis ikke det er med hendes bavlende babylyde, så er det hendes ben , som hun stikker igennem tremmesengen og sparker mig i ryggen med. Jeg elsker fandeme den lille trold. <3

 

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2016

Du ved, du er ufrivillig barnløs, når …. del 2

  • Du analyserer din menstruation (fordi du håber du er gravid alligevel). Den plejer jo ikke at være så kort. Den er mildere end den plejer. Dr. Google, kan jeg være gravid? Mine menstruationssmerter er anderledes end normalt…
  • Apotekeren fortæller dig, at din medicin skal opbevares på køl, som om det er første gang du stifter bekendtskab med fertilitetsmedicin.
  • Du bliver ikke mindre gravid, af at andre bliver gravide… Men hvordan kan det så være, at det er  minuttet efter du har smidt endnu en negativ graviditets test i skraldespanden, at du ser at endnu en af dine facebookvenner venter sig.
  • Dine lægetider er som en eksamen for dit underliv. Du bedømmes på 12-trins skalaen inden for fagene livmoderslimhinde og æggestokke, mens din mand skal op i faget matematik (for sædceller) på avanceret niveau.
  • Du sammenligner din alder, højde, drøjde m.m. med gravide kvinder, for at finde ud af hvor du passer ind i den statistik du holder inde i dit hoved.
  • Er det snart mors dag igen? Din livmoder er stadig tom, så i stedet fylder du din mave med kage og chips, så du kan få en madbaby i stedet.

tumblr_n451wmUuAy1smv9p6o1_500

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2014

Det er jo klart at jeg er ufrivillig barnløs…

  • Når jeg ikke engang kan holde liv i en stueplante.
  • Når jeg nogle gange går lidt i vejen for folk med barnevogne, bare fordi de fylder på fortovet.
  • Når jeg kan sidde og se et indsamlingsshow uden at donere penge.
  • Når jeg er jaloux på kvinder, der er gravide og bitter, fordi det ikke sker for mig.
  • Når jeg regnede med at jeg bare kunne blive gravid, så snart jeg smed p-pillerne.
  • Når jeg engang var bange for at jeg var blevet gravid, fordi jeg havde glemt 3 p-piller.
  • Når der er så meget overbefolkning i verden.
  • Når jeg ikke trykker “like” på alle baby-/børnebilleder på facebook.
  • Når min mand og jeg ventede med babyplaner til vi havde styr på økonomi og boligforhold.

Og det er jo klart at jeg er ufrivillig barnløs, når jeg ikke ligger med benene i vejret efter sex, når jeg tænker for meget på det og når jeg ikke bare slapper af og holder op med at prøve…

infertilitet og ufrivillig barnløshed humor

 

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2014

Alle er gravide

– eller tænker på at blive det..

– eller snakker om, da de var gravide…

– eller spørger om jeg ikke skal have børn…

 

Jeg havde håbet på at skyde babytankerne lidt ud på et sidespor på min uddannelse. I hvert fald så længe jeg var på pulverkur og venter på at komme i gang med IVF behandling. Men det var nok lidt naivt. Vi er næsten kun kvinder i min klasse og det er åbenbart sådan noget kvinder snakker om – hele tiden.

Life-Hates-Me

Bare i min gruppe, har vi en der måske/måske ikke er gravid,  min gode studiekammerat, der er så skruk at hun er ved at gå til. Og så har vi mig, meget erfaren babyhungrende kvinde i slut-20’erne med Ph.d. i negative graviditetstest.

Jeg KAN ikke få mig selv til at fortælle alt det jeg har været igennem. Lige meget hvor tæt jeg er på folk i klassen. Jeg magter det ikke. Spørgsmål, sladder, “gode råd” – jeg ved bare hvad der venter. Det må vente til jeg engang er gravid og så må folk spørge alt det, de vil og jeg fortæller gerne. Der er bare noget ved den her situation, hvor vi står midt i det hele. Alle følelserne ligger hele tiden lige under overfladen.

Andet nyt: jeg har fået min menstruation for 2. gang på 2 måneder. Altså som en normal kvinde. Tror måske, det er fordi jeg er sammen med så mange kvinder til dagligt. Så helt slemt er det hele jo ikke.

I morgen er der en uge til min mand og jeg har været sammen i 10 år!!! Det er jo helt uvirkeligt.

Jeg har lovet mig selv at jeg godt måde bryde pulverkuren, så vi kan tage ud og spise. Og det samme i weekend, hvor vi skal på kroophold.

 

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2014

Øjeblikket, hvor man føler med en Kardashian

På en eller anden måde fik min søster overtalt mig til at se filmen om One direction, inden det var tid til julemiddagen, juleaften. Hun havde fået filmen om morgenen og satte sig til at se den igen, for tredje gang den dag, sammen med mig. Den var slet ikke dårlig, viste det sig. Men jeg er jo håbløs, jeg kan ikke engang udtale deres navne ordentligt.

Og som om jeg ikke havde tjent mine søsterlige pligter med det, så skulle jeg også lige se et afsnit af “Keeping up with the Kardashians”, hun havde optaget. Det var et afsnit, hvor Khloe, lillesøsteren til Kim Kardashian, skulle udredes for hendes barnløshed. Og så var jeg jo solgt. Så nu har jeg sat mig til at se showet fra en ende af.

Jeg så et afsnit, der hed “Baby Blues”, hvor Khloe er nygift. Hun og hendes mand vil meget gerne have børn og hun er så forhåbningsfuld, da hun får morgenkvalme og hendes menstruation udebliver. Hun tester positiv, men lykken varer ikke længe. Hun får sin menstruation efter et par dage senere. Bare hendes ansigtsudtryk gav mig tårer i øjnene. Kender jo udmærket den følelse af håbet, der brister. Og så er det ligemeget om man har prøvet i 4 måneder eller 4 år. Det er den samme smerte.

Afsnittet kan streames her: “Baby Blues” – “Keeping up with the Kardashians”

Khloe Kardashian og hendes mand, Lamar Odom
Khloe Kardashian og hendes mand, Lamar Odom

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2014

Sjov med ufrivillig barnløshed

Så er den her…

Underholdningspakken for de ufrivillige barnløse.

Du får:

Brætspillet for de fertilitetsudfordrede. Spillet hvor ingen vinder.

 

barnløshedsspillet

 

Barnløshedsbingo. Når du kan krydse alle af, har du vundet spillet, men mistet din forstand.

 

barnløshedsbingo

 

Og som en ekstra bonus, din helt egen “Been there, done that” – checkliste ( jeg-kan-ikke-blive-gravid udgaven) . Tag den med til din næste familiesammenkomst og underhold selskabet med dine anekdoter.

barnløsheds checkliste

 

God fornøjelse !

“Skal I ikke snart have nogle børn?”

– Sagt af utallige personer.

“Det bliver nok ikke lige foreløbig. Hvordan går det hjemme i jeres dobbeltseng?” – Tænkt, men ikke sagt, af mig.

Jeg ved godt at folk ikke spørger for at genere mig, men hvorfor er jeg nødt til at svare på det spørgsmål hele tiden? Hvorfor skal det spørgsmål altid slynges i hovedet på mig ud af det blå?

Hvis jeg havde lyst til at snakke med dig om det, hvilket jeg ikke har, havde jeg selv bragt det på banen. Hvorfor kan folk ikke tænke lidt selv? Hvis et par har været sammen længe, er der meget stor sandsynlighed for at de gerne vil have børn sammen. Måske de endda har prøvet længe uden resultat. Det vedkommer ikke dig, om nogen har tænkt sig at få børn eller ej.  Igen, hvis de har lyst til at involvere dig, så gør de det, ellers så bland dig udenom. Selv par som ikke har problemer med at få børn er trætte af sådan nogle spørgsmål. Jeg tror ikke folk forstår hvor personligt en sag det er, for mange mennesker.

Det mindste du kan gøre er at sikre dig at I er på tomandshånd, når dette spørgsmål brænder dig på tungen. Lad være med at spørge om det, mens I sidder på en fyldt restaurant, mens alle kollegaer sidder samlet til et møde eller midt i tarteletterne til familiefesten. Det øger bestemt ikke chancen for et ærligt svar tilbage, tværtimod.

Og nu vi er ved det, så lad os slå fast med det samme, hvis vi har åbnet op omkring vores kamp med ufrivillig barnløshed, er der nogle ting du skal huske:

  • Vi vil ikke have nogen gode råd af dig.
  • Vi vil ikke have at vide at vi bare skal slappe af, eller tage ud og rejse eller lade være med at tænke på det.
  • Vi vil ikke have et af dine børn som trøst og vi vil slet ikke høre om, hvor problematisk det er for dig at være mor eller far.
  • Vi vil ikke have at vide hvor fertil du er, i modsætning til os.
  • Vi vil ikke have at vide at det nok skal ske hen af vejen.
  • Vi vil ikke have “er du gravid?” spørgsmålet, hver gang vi ses.
  • Vi vil ikke snakke om adoption med dig, før vi selv er klar.

Du må i det hele taget acceptere at der ikke er særlig meget du kan gøre eller sige for at hjælpe os. Vi er bare taknemmelige, hvis du vil være der og vil lytte til os, når vi har brug for læsse af.

vintage advarsel kvinde

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2013