Tag-arkiv: gener

Kan man have det for godt?

Jeg ville ønske, jeg havde noget spændende at fortælle om, men der sker ikke det store for tiden.

Jeg var forbi min læge i dag for at få lavet vandrejournal, og skal ringe til Hvidovre for at få bestilt tid til nakkefoldsskanning. Jeg er 9+1 på nuværende tidspunkt, men jeg føler mig stadig ikke gravid.

Kan man have det for godt, i sin graviditet? Jeg burde jo være taknemmelig for at jeg ingen gener har i forbindelse med graviditeten, men jeg kan ikke glæde mig over det.

Jeg kan godt have noget triste dage, hvor jeg tænker på, om det hele er som det skal være. Hvorfor er jeg ikke mærket på en eller anden måde? Jeg synes næsten jeg har krav på lidt morgenkvalme, for at jeg kan få noget sjælero.

Hver gang jeg går forbi køleskabet skæver jeg til skanningsbilledet, vi fik med fra Riget.  Jeg er flere gange endt med tårer i øjnene, fordi det endelig er lykkedes at blive gravid.

Selvfølgelig er der ikke noget galt. Det kan der ikke være.

Ventetiden til nakkefold synes uendelig.

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2015