Tag-arkiv: familie

Dagen før blodprøven

For en uge siden drømte jeg om et storkepar, der kastede sig ud af deres redde og begik selvmord, fordi deres unge var dødfødt. Seriøst? Hvad fanden er det for en drøm? Er det mig, der går og tænker for meget eller er det et dårligt varsel?

Jeg vil gerne bestille denne stork i stedet for, tak

StorkwithBaby-copy

Det er så i morgen, jeg skal op og have taget blodprøve, for at se om jeg er gravid.

Heldigvis har jeg fri i dag, for jeg er enormt trist, jeg kan slet ikke ryste følelsen af mig. Det er jo meningen jeg skal være positiv og tro lige til det sidste, men det bliver sværere og sværere. Jeg har blødt en smule de sidste 3 dage og mens smerter kommer en gang i mellem. Jeg har ingen symptomer på at jeg skulle være gravid.

Lutinus, progesteron pillerne, går mig på nerverne. De irriterer i livmoderhalsen, det svier og jeg bløder hver gang jeg skal tage dem. And don’t get me started on, hvor klamt det er, når de kommer ud igen. Yuk. Et godt råd – køb trusseindlæg i massevis.

Vi var hjemme hos mine forældre på Kristi Himmelfartsdag. Alle søskende var samlede og min far havde gjort klar til at vi skulle se gamle hjemmevideoer. Jeg tror, det er længe siden, jeg har grint så meget, og jeg havde SÅ meget brug for det. Det var rart at få tankerne væk og slippe bekymringerne bare et par timer.

Om ca. et døgns tid får jeg svar på blodprøven. Hvordan undgår man at miste forstanden af det her?

 

Et halvt menneske

Kan man gemme så stor en del af sig selv, at man kun er et halvt menneske? Det var sådan jeg følte, til min brors svendegilde i weekenden. Næsten hele familien var samlet for at fejre hans store dag. Alle var glade og jeg tillod endda mig selv at glemme, hvor langt nede jeg havde været et par dage forinden. Maden var god og alkoholen begyndte at sparke ind. Jeg snakkede med folk og de delte sorger og glæder med mig og jeg sad tilbage, forbløffet over deres mod. Alt i mens sad jeg og ville gerne dele ud af mig selv, ligesom de gjorde, men det eneste jeg gjorde, var at vogte over mine hemmeligheder, som jeg plejer.

et halvt menneske

Hvordan kan jeg fortælle min familie om den sorg og magtesløshed, min mand og jeg har befundet os i, i 4 år? Hvordan skal de kunne forstå, at mine smil også gemmer tristhed?

Hvad skal jeg fortælle dem om? Jeg kunne prøve at forklare dem, hvorfor det er svært for mig at lægge planer med dem, fordi jeg skal være klar til skanningstider og ture på apoteket, og sprøjter, der skal tages på samme tidspunkt hver dag. Nogle dage kan jeg bare kun overskue at dække det mest basale i min liv. Spise, sove, arbejde og forfra igen næste dag.

Jeg kunne prøve at forklare dem, at jeg ikke fortæller om vores fertilitetsbehandling, fordi vi knap nok kan kapere vores egen sorg og ikke har brug for at andre lægger deres til den. Jeg kan prøve at forklare mange ting, men i virkeligheden er der ikke meget de kan gøre eller sige. Det her er vores kamp og jeg kan ikke lægge den byrde på skuldrene af dem.

john green

I stedet fortæller jeg om min hund og om den uddannelse jeg skal til at tage. Men det, der fylder det meste af mit liv. Det som mine tanker og bekymringer drejer sig om. Det siger jeg ikke noget om. Og det får mig til at føle som at jeg kun er halv til stede, et halvt menneske.

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2013