Om at frygte sin fødselsdag

De seneste par år har jeg frygtet dagen, hvor jeg bliver et år ældre.

Fordi, samtidig med at jeg bliver ældre, er det endnu et år jeg ikke er blevet gravid. Endnu et år, med nederlag, forgæves håben, afholdenhed ift. Kost og motion, så det står mig ud af halsen. Uvished i det uendelige.

Jeg er så småt holdt op, med at ønske at jeg kan fortælle om en graviditet juleaften, nytårsaften, på min mors fødselsdag (som også er min fødselsdag), min fars fødselsdag Osv. Skuffelsen over at jeg ikke har nået endnu et “mål” bliver hårdere og hårdere. Derfor er jeg gået over til “2012 er året, jeg bliver gravid”. Om det så slår endnu hårdere ved årsskiftet, må jeg jo bare vente og se an.

Mine æg visner lige så stille og rolig, tæt stuvet sammen i mine pcos ramte æggestokke.

Jeg synes aldrig, jeg har bedt om særlig meget, men det jeg vil have allermest kan jeg ikke få.

Det skræmmer mig at tænke på den jalousi der bobler op til overfladen, når jeg forestiller mig mine veninder og mindre søskende skulle få børn før mig. Det skræmmer mig at jeg ikke er sikker på, at jeg kan være glad på deres vegne, hvis det skulle ske.

Min alder er måske ikke en hæmsko endnu, men jeg bliver jo heller ikke yngre. Og alt, jeg har prøvet indtil videre har slået fejl.

Min krop har fejlet mig, og jeg har i den grad fejlet min krop. Misvedligeholdt den, presset den for hårdt, eksperimenteret med den og lagt den for had utallige gange. Måske vi skulle tage og give hinanden lidt albuerum.

Jeg prøver at tænke “når, jeg engang får børn” istedet for “hvis, jeg engang får børn”. Men det er svært.

Visse ubesvarede spørgsmål er begyndt at nage mig. Vil jeg nogensinde kunne genkende mig selv, i mit barns ansigt?

Vil jeg nogensiden opleve at være ved at revne af stolthed, over noget mit barn har lært/sagt/gjort?

Vil jeg opleve glæden ved at se mit barn vokse op og selv få børn?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.