Min fødselsdag og andre ting, der er nederen

Ok, jeg hader ikke at have fødselsdag. Jeg kan bare ikke lide at blive et år ældre. Sådan er der sikkert mange der har det, men for mig betyder det at der bliver lagt endnu et år til den drøm, jeg havde om at blive mor inden jeg fyldte 25 år. Og det er ikke fordi, det ligefrem var en hemmelighed.

Jeg husker tydelig en aften efter en familiefest, hvor jeg kækt bekendtgjorde hvad jeg havde i tankerne. Jeg sad i bilen med mor og far foran og mine tre søskende og jeg, klemt sammen på bagsædet. Det var nok en af de sidste gange vi alle seks kunne være i bilen samtidig. Der blev helt stille i bilen. Jeg var 23 år på det tidspunkt og der var omkring 1 1/2 år til at jeg skulle nå min deadline. Jeg tror nok de grinte lidt af hele ideen og kommenterede at så skulle vi snart i gang. Men jeg mente det jo. Så næste måned, på min mands fødselsdag, satte jeg gavebånd om min æske med p-piller og gav ham dem i gave.

Og nu er vi så her. Ingen baby. Deadline overskredet med 3 år (lige om lidt). Helt ærligt, hvilken arbejdsgiver ville tillade sådan en forsinkelse? Jeg havde fyret mit underliv for længe siden, hvis jeg kunne.

infertilitet

Andre nederen ting:

  • Vi har stadig ikke hørt tilbage fra fertilitetsklinikken på Rigshospitalet
  • Min menstruation har genoptaget sin gamle vane med at være et no-show, lige så snart jeg ikke er på hormoner.
  • Facebook. Lukker snart lortet ned, jeg lover det!

Og for nu at overholde det, jeg har lovet mig selv.

Positive ting i mit liv:

  • Vi har lige fejret 1 år bryllupsdag. Woohoo. Hvad er det? Papir eller sådan noget?
  • Vores hund bliver snart et år og er ved at blive en rigtig hund. Før var han lavet af 100% energi og 1000% tis.
  • Jeg elsker min familie og mine venner. De accepterer at jeg ikke fortæller særlig meget om vores projekt baby.
  • Jeg starter snart på uddannelse og jeg har en god fornemmelse.
  • Jeg har fået orlov fra mit arbejde, mens jeg er under uddannelse.
  • Jeg har lige fundet ud af, at bøgerne jeg skal bruge på skolen, bliver givet til os, gratis fra forlaget.
  • Jeg nyder pausen væk fra alle hormonerne, og det gør min krop vist også. Jeg har endda tabt mig lidt.
  • Vi har lige fået nye vinduer. Hvide tætte vinduer i stedet for sorte utætte. Nu mangler vi bare gardiner.
  • Jeg har snart fødselsdag…

 keep dreaming

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.