Hvordan foregår en insemination?

En personlig beretning fra en kvinde, der selv ligger på briksen

Når man beder om hjælp til at få et barn, er man ofte gået igennem mange følelsesmæssige stadier for at erkende at man ikke kan selv. Mange, inklusiv mig selv, vil nok nikke genkendende til at have gået igennem sorgens fem faser i forbindelse med fertilitetsbehandling. Man sluger også en vis stolthed, for det er jo noget, alle gerne vil kunne klare selv.

Når man har erkendt at projekt baby ikke længere er en privatsag, kan man lige så godt indse at det for manges vedkommende, også vil kræve blodprøver, sædprøver, medicin, hormoner, utallige lægetider og skanninger. Som kvinde, vil du måske opleve perioder, hvor læger ser mere til dit underliv end din mand gør.

skanninger iui insemination

Jeg er kommet hos Claus Christoffersen, gennem mere end tre år. Han er gynækolog, med klinik ved Nørrebro st. Han har stor erfaring med behandling af barnløse og kvinder med pco.

Efter jeg er blevet stamkunde på klinikken, behøver jeg ikke længere præsentere mig selv når jeg ankommer. Jeg kommer ind ad døren, smiler til pigerne bag skranken, siger hej, og de hilser mig ved mit fornavn –  og jeg tænker hver gang, “jeg kommer her for meget”. Desuden er jeg blevet rigtig god til at klæde mig af og på, lynhurtigt, når jeg skal skannes.

Læs mit fertilitetsforløb

Jeg har pco og får meget sjældent menstruation. En eller to gange om året, med mindre jeg får den startet kunstigt med provera eller den er kommet efter insemination. Min krop danner ikke selv nok hormoner til at få folliklerne i mine æggestokke til at modne og sætte gang i en ægløsning. Derfor starter jeg på min tredje cyklusdag med at tage hormoner, der stimulerer mine follikler. Hormonerne kan godt gøre mig noget oppustet, og jeg kan nogle gange mærke hvilken side, der vokser follikler i, som en trykken, ellers oplever jeg en del humørsvingninger, men det er nok mest min mand, der lider under dette.

Jeg tager to pergotime piller om dagen i to dage. Herefter går jeg over til puregon, som skal sprøjtes ind i huden. Jeg tager 100 enheder om dagen, omtrent samme tidspunkt hver dag. Det svinger meget mht. hvor meget jeg skal gerne bruge. Alt mellem 300 og 900 enheder, for at få modnet et æg stort nok, så det er klar til ægløsning. Nogle gange kommer jeg til skanning 3 – 4 gange for at tjekke op på æggenes udvikling. Når det er tid, får jeg en sprøjte med pregnyl, som sætter gang en ægløsning i gang 24 – 42 timer efter jeg har fået den.

puregon iui inseminationpregnyl iui insemination

Hvis jeg er heldig, passer det med en sygeplejerske på klinikken giver mig sprøjten.  Ellers, får jeg nåle og sprøjter med hjem, så jeg selv har fornøjelsen af at gøre det, når tidspunktet er rigtigt. Det er en noget større nål, end dem der bruges med puregon pennen, så det tager altid lidt tid inden jeg får samlet mod sammen til at stikke mig selv.

Klinikken giver mig altid et sæt med hjem bestående af, et bæger, et glas til sædprøve med mit navn og cpr. nummer, en graviditetstest og en faderskabs/moderskabs erklæring, der skal skrives under.

Dagen for selve inseminationen:

Sædprøven skal afleveres til klinikken om morgenen. Så min mand afleverer sin indsats i et prøveglas, inden han tager på arbejde. Det er som regel mig, der tager ind til klinikken, for at aflevere, da jeg har bedre mulighed for det. Efter vi er flyttet, betyder det en bustur på omkring 45 min. frem og tilbage. Mens jeg sidder i en stuvende fuld bus på vej gennem myldretidstrafikken i indre København, tænker jeg tit, “Hvis folk vidste hvad, jeg har liggende i min taske…” og smiler lidt ved tanken.

Jeg kommer op på klinikken og sygeplejersken tjekker at vi har skrevet under på papiret, hvor vi vedkender os fader-/moderskabet, hvis jeg bliver gravid af behandlingen. Hun tager imod sædprøven, og går hen for at få den opbevaret inden sæden skal renses op. Her tager de, de sundeste sædceller fra til selve insemineringen senere på dagen.

Hen på eftermiddagen kommer min mand og jeg op på klinikken. Der er ofte ventetid, men det tager vi med. Vi sidder og snakker og joker om lidt af hvert, alt imens der er fyldt med liv i venteområdet. Læger og sygeplejersker går ind og ud af dørene. Telefonen ringer uafbrudt. Navnene bliver kaldt og frem træder kvinderne, der skal ind.

Jeg har nogle gange oplevet kvinder komme ud fra lægen med skanningsbilleder, fra de små liv der spirer inden i dem. Lykønskninger kommer fra højre og venstre fra de forskellige ansatte. Jeg kan sagtens sidde og blive glad på deres vegne, men mest af alt bliver jeg trist på mine egne vegne. Jeg ved at, de kvinder muligvis har kæmpet samme kampe som mig, men de er ikke mig. Og det er det eneste jeg hæfter mig ved. Det har aldrig været mig og det er ikke sikkert at det nogensinde bliver mig.

Nåh, lille sidespring..

Endelig bliver det vores tur. Claus, min læge, siger hej og begynder at småsnakke med min mand, som regel om de mange sædceller han har leveret. Jeg lægger min taske og jakke fra mig og styrer direkte hen til den lille omklædningsbås, hvis forhæng jeg end ikke trækker ordentlig til side før jeg klæder om. Jeg mener, come on, de to personer på den anden side, er alligevel dem, der har set mest til mit underliv, hvad har jeg at skjule?

Jeg sørger for at have en lang bluse eller kjole på, så jeg ikke kommer ud fra båsen med bar røv og sokker. Jeg lægger mig på briksen og sætter benene op i holderne. Claus kører briksen op, alt i mens jeg finder min mands hånd. Jeg har ligget her mange gange før, men jeg føler stadig en sårbarhed hver gang vi når her til.

iui - insemination

Der bliver placeret instrumenter i min underliv, så der kan gøres plads til kateteret med min mands sæd.  Det er som regel det, der er mest ubehageligt for mig. Kateteret mærker jeg ikke så meget til.  Nogle gange kan jeg mærke sæden bliver sprøjtet ud i min livmoder. Som en tyngde fornemmelse i underlivet, måske også lette menstruationssmerter. Andre gange mærker jeg ingenting. Efterfølgende er jeg ofte lidt øm resten af dagen, efter instrumenter og det kan også godt bløde en smule.

Jeg klæder mig på igen, vi får en kæk bemærkning fra Claus på vej ud af døren, der får mig til at smile. Vi siger farvel til pigerne bag skranken og bevæger os ud af klinikken. Ud til mylderet ved Nørrebro st. og ud til 14 dages ventetid, før jeg kan teste om jeg er blevet gravid eller ej.

Imens prøver jeg at undgå at miste min forstand i mellemtiden.

Læs: Hvordan man får to uger til at gå hurtigere (2ww)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.