Fertilitetsforløb

Februar 2004:  Kæresten og jeg tager på vores første date.

Sommer 2004: Grundet uregelmæssige menstruationer, beder jeg min læge om en konsultation. Jeg bliver henvist til en gynækolog, hvor jeg får taget blodprøver. Et par uger senere får jeg et brev med posten, hvor der står en masse kloge læge ord, det eneste jeg hæfter mig fast ved er ordene: forhøjet mandlig kønshormon. Jeg aner ikke hvad det betyder på dette tidspunkt, og kan den dag i dag slå mig selv i hovedet over at jeg ikke gravede dybere i det.

Jeg får udleveret Yasmin p-piller, for at få stabiliseret min cyklus, som prævention ( who was I kidding?) og for at formindske den øgede hårvækst, jeg har været plaget af.

2004 – 2009:  Tanken om at få børn sammen er oppe og vende flere gange. Vi bliver enige om at, det er noget vi begge gerne vil, men at det er ikke det rette tidspunkt. Som årene går, presser kæresten mere og mere på for, hvornår vi skal i gang. Forskellige ting gør, at jeg ikke mener at det skal være lige nu. Disse ting retter sig, stille og roligt og vi skriver os op til en større lejlighed. Jeg begynder at sætte penge til side, til et indskud eller hvem ved? babyudstyr?

September 2009: Vi er lige flyttet i en lejlighed, der er dobbelt så stor som den vi boede i. Vi har nu et ekstra værelse at gøre godt med. Rammerne er ved at være på plads, så jeg beslutter at vikle gavebånd om mine p-piller og give dem til min kæreste i fødselsdaggave.

Jeg tager de sidste p-piller for at ende den cyklus, jeg er i gang med. Min menstruation kommer, som den har gjort i al den tid jeg har taget dem.

Oktober 2009: Der er ved at være en måned siden min sidste menstruation. Jeg har ligget søvnløs i flere nætter, fordi jeg kan mærke en masse ting i mit underliv. Det kunne jo være, vi var heldige i første forsøg.

Oktober – November – December 2009: MASSER af negative graviditetstest. Jeg har efterhånden været alle nærområdets butikker igennem, fordi jeg har været sikker på, at nu var den der. Der har stadig ingen menstruation været.

Januar 2010 -April 2010: Det er starten på et nyt år, jeg prøver lidt at lægge bekymringerne bag mig. Men samtidig ved jeg godt der er noget, der ikke er som det skal være, især med tanke på den brev jeg fik fra gynækologen for år tilbage. Jeg tøver med at ringe til min egen læge, fordi jeg ikke kan lide at bede om hjælp med noget jeg, rent biologisk, burde klare selv.

April 2010: Jeg får endelig aftalt en tid med min læge. Hun er nu meget forstående, og kan godt se at min forhistorie ikke er som den skal være. Jeg har stadig intet set til min menstruation, på dette tidspunkt. Hun henviser mig til en gynækolog, med speciale i fertilitet og PCO. Claus Christoffersen har klinik på Lygten, dejlig tæt på min bopæl ( Hvilket efterfølgende har været et plus med alle de gange jeg skulle hen forbi ham ).

Maj 2010: Jeg bliver tilknyttet klinikken, får igen taget blodprøver og får at vide at jeg skal tage hormoner (Provera) for at sætte gang i en blødning, så vi kan komme i gang med at få modnet nogle æg.

Maj – Juni 2010: Jeg får min menstruation efter 10 dage på hormoner. Ringer til klinikken, der vil starte mig ud med en såkaldt Puregon-pen. Den kan man sætte en ampul i og dreje på, så den rette dosis Puregon bliver givet. Jeg skal selv stå for at stikke nålen ind i min hud, skifte ampul osv. Det kræver lidt overvindelse de første par gange, da jeg aldrig har været meget for nåle.

Det er også på dette tidspunkt at jeg ser mine æggestokke for første gang, til en skanning. De er fyldt med små follikler (æg), der ikke er vokset nok til at sætte gang i en ægløsning. Endnu en effekt pco’en har på kroppen

Da jeg har et modent æg, får jeg en ægløsningssprøjte, kaldet Pregnyl. Vi beslutter at prøve selv, derhjemme, eller det man kalder et “hjemmerul” – latterligt ord, efter min mening.

Jeg får min menstruation efter 14 dage, der var altså ikke gevinst første gang  på hormoner, heller. Jeg er skuffet, glemmer/udsætter at ringe til klinikken og give besked. Der er det for sent at starte op på ny, jeg skal vente til min næste menstruation.

Juli – Oktober 2010: Jeg går og venter på min menstruation. Nyder ferie, frihed og alt derimellem.

November 2010: Jeg ringer til klinikken. Der er ingen udsigter til at min menstruation vil komme af sig selv, så jeg får igen Provera, for at fremkalde en blødning. Jeg får puregon og folliklerne udvikler sig meget stille og roligt. Jeg skal til mange skanninger for at sikre at jeg ikke bliver overstimuleret, ofte flere gange om ugen. Jeg føler ikke at jeg kan lægge nogle planer, fordi, der skal være plads til at jeg bliver klemt ind i en tid deroppe.

Det lykkes at få en modent æg klar, og jeg får ægløsningssprøjten Pregnyl.

Denne gang beslutter kæresten og mig, at vi vil prøve med insemination, eller IUI i forkortet udgave. Hans sædprøve er rigtig flot, og vi er så taknemmelige over, at det i det mindste ser godt ud på den front. Jeg bliver insemineret en fredag, kan jeg huske, for vi regner ud at jeg kan teste på min fødselsdag. Vi snakker selvfølgelig om at det kunne være ekstra dejligt, hvis jeg kunne teste positivt denne dag.

De 14 dages ventetid er dræbende. Jeg går og analyserer ALT hvad der sker med min krop. Undersøger nettet for tidlige symptomer på graviditet og føler selv at noget af det passer meget godt.

December 2010: Dagen inden min fødseldag går jeg i rengøringsflip. Der er et døgn til at jeg kan teste. Jeg begynder bl.a. at flytte ovnen ud fra soklen, så jeg kan gøre rent inde bag ved. Sætter vasketøj over i vaskerummet nede i beboerkælderen.

I løbet af dagen får jeg smerter hen over lænden, brunligt udflåd og jeg kan godt se, hvor det bærer hen. Jeg kan blandt andet huske at jeg ender ud i et skænderi med en af de andre, der vaskede tøj den dag, fordi han var utilfreds med at jeg havde flyttet hans tøj. Jeg ender inde på min seng med kæresten ved min side, jeg er knust og synes livet er uretfærdigt. Vi snakker og snakker og snakker. Jeg falder i søvn, udmattet af gråd.

Min fødselsdag: Min menstruation er i fuld gang. Jeg skal bare have testen overstået, og den viser negativ, som jeg regnede med. Resten af dagen sørger kæresten for at hygge om mig, og det ender også meget at være en ret god dag alligevel.

Jeg ringer til klinikken og fortæller om min test. Jeg siger ja, til at forsøge igen med det samme. Samme hormoner, bare lidt større dosis. Jeg føler det er lidt nemmere at komme videre, fordi jeg er i gang med et nyt forsøg allerede. Da inseminationsdagen kommer, ser kærestens sædprøve stadig godt ud. Vi regner ud at jeg skal teste nytårsdag, og for ikke at gentage mig selv, kan jeg bare oplyse at det ikke blev nogen særlig festlig nytårsaften for os.

Januar 2011: Jeg er træt af min krop. Jeg er træt af hormoner og nåle og af at ligge med bart underliv til utallige skanninger. Det er for helvede da ikke meningen at det skal være på denne måde.

Jeg går igen på nettet. Søger på diverse forums for at læse om hvordan andre er blevet gravide. Der er TUSIND forskellige anbefalinger.

Listen over kosttilskud, der efter sigende skulle hjælpe én med at blive gravid, er noget nær uendelig. Jeg har prøvet min del, og for at det ikke skal fylde for meget i denne sammenhæng, har jeg samlet det her.

Januar – Februar – Marts 2011: Det er rart at skulle undvære alle hormonerne og skanningstider. Jeg tager forskellige kosttilskud på dette tidspunkt, der skal være med til at regulere min cyklus. Så meget optimistisk går jeg og venter på at de skal begynde at virke. Ventetiden går med at skrive på forskellige historier, og ikke mindst at få tid sammen med venner og familie. En del af min tid går også på at søge på succeshistorierne andre kvinder har haft med forskellige kosttilskud. Især engelske sider, herunder Soulcysters.

April 2011: Optimismen er ved at vende og jeg kan godt se at det ikke bærer noget steder hen at blive ved med vente.

Jeg aftaler en tid med klinikken, fordi jeg har brug for en snak om det fremtidige forløb. På dette tidspunkt har jeg endnu ikke fået den endelige bekræftelse på at jeg har PCOS, men det får jeg i løbet af denne samtale. Ham, jeg taler med at ganske flink og mener at vi bare skal fortsætte som vi har gjort. Han nævner at et tab på 10% af ens vægt, mange gange kan være med til at kickstarte en manglende cyklus. Og så siger han også noget ala f’ølgende “Men hos os behøver du ikke at tabe dig, du skal bare ikke tage på.”

Noget ved den sætning provokerer mig helt vildt, selvom det sikkert er sagt i den bedste mening.

Jeg melder mig ind i et fitnesscenter.

Maj – Juni 2011:Jeg er blevet glad motionen, især løbebåndet. I denne periode presser jeg meget på og får desværre også en skade i knæet som følge. Efter et par uger, er jeg dog klar igen, og passer lidt bedre på. Jeg har efterhånden helt droppet min kosttilskud. Til gengæld har jeg ryddet mine skabe og proppet dem med PCO venlige madvarer.

Juli 2011:Jeg får min første naturlige menstruation. Hvis man ikke tæller cyklus med på p-piller er det mere end 7 år. Jeg er overlykkelig. Ringer til min mor, sender jublende sms’er til mine veninder. Jeg regner med at jeg endelig har knækket koden.

Jeg tæller dagene til en mulig ægløsning og der bliver gået til den på lagnerne.

August 2011: Jeg tør næsten ikke tage en test. Tidspunktet for min næste menstruation nærmer sig, jeg er oppustet og har smerter i underlivet. Men altså ingen blødning. Jeg kan ikke tage flere skuffelser, så venter med at teste.

Efter endnu et par uger uden næste menstruation, tager jeg en alligevel. Den viser negativ, som sædvanlig.

Jeg er skuffet over, at der alligevel ikke er udsigt til at jeg kan få en regelmæssig cyklus. Måske som en modreaktion,optrapper jeg træningen på løbebåndet markant. Med en skade i  lysken til følge. Hvornår lærer jeg det?

September 2011: Det nu 2 år siden, jeg smed p-pillerne. Jeg er gået død i motionen og kostprincipperne, og begynder så småt at komme sjældnere ned og træne.

Min mor og far fejrer 100 års fødselsdag sammen. Kæresten og jeg lover hinanden at have det sjovt og drikke som vi har lyst. Og det kan kun siges, at det gør vi også.

Oktober 2011: Jeg starter op på hormoner igen, for at rense ud, så vi kan prøve med insemination igen. Blødningen kommer som den skal, men æggene står stille. Jeg bliver slået helt ud. Dette har ikke været et problem hidtil.

Det er ikke længere op ad bakke. Det er et kæmpe bjerg, jeg skal bestige snart, og jeg har hverken hakke eller snesko til at hjælpe mig op til toppen.

Claus giver mig valget mellem at vente på at min menstruation skal komme af sig selv og rense ud eller fremkalde den igen med hormoner (endnu en gang). Svaret giver sig selv i min verden. Jeg har ventet forgæves før og gider ikke mere ventetid.

November 2011: Efter skuffelsen sidste måned med mine æg, søger jeg alternative midler for fremme væksten af mine æg. Se her under Gele royal, bipollen, propolis.

Denne omgang går meget bedre og jeg er så enormt lettet. Jeg bliver insemineret.  Negativt test og menstruation 14 dage senere. Jeg er efterhånden vant til det, så det slår ikke lige så hårdt som sidst.

December 2011: Klinikken er overbevist om at det nok skal lykkes at gøre mig gravid. Vi skal bare fortsætte i samme spor, da der ingen yderligere komplikationer er, udover min PCO.

Jeg bliver insemineret endnu engang. Samme historie som sidste måned.

Jeg takker nej, til at at gå i gang med endnu en omgang hormoner. I år vil jeg nyde Jul og Nytår uden at tænke på teste og symptomer.

Januar 2012: Jeg starter ud med motionen igen, klassisk nytårsfortsæt, I know. Men det går rigtig godt, og det går også den rigtige vej på vægten.

Hvad jeg dog ikke havde forudset var at blive sat på standby pga. fodvorter. Trædepuden på min ene fod, har længe haft en del fodvorter, så jeg beslutter at gøre noget ved det. Jeg skal på hudklinik og have skåret samt frysebehandlet dem. Det resulterer i kæmpe vabler, så jeg ikke kan gå. Så motionen ryger i vasken igen.

Februar 2012: Kæresten og jeg fejrer 8 år sammen. Det er helt uvirkeligt, at der er gået så lang tid. Vi må virkelig elske hinanden 😉

Jeg starter op på hormoner igen. Alt går som det skal, med undtagelse af en ting. Jeg tester negativ efter 14 dage, endnu et nederlag på det område.

Men jeg får ingen blødning, som jeg plejer. Er der alligevel et lille håb at klynge sig til? Jeg tør ikke håbe, men gør det alligevel. Jeg skal op på klinikken for at få taget blodprøve. Det er lige op til weekenden, så jeg skal vente til mandag på at få svar. Det er jo en evighed i sådan et tilfælde.

Prøven viser også negativ.

Jeg er bare så frustreret over at min krop ikke virker ordentlig. Nu skal jeg endnu en gang vente på at min mens dukker op.

Marts – August 2012:

Jeg får stadig ingen menstruation. Jeg begynder at gå til en alternativ behandler der giver mig zoneterapi og akupunktur. Jeg er glad for behandlingerne og vores fælles mål er at få gang i min cyklus. Jeg får masser af motion og min kost er sund. Jeg føler velvære i kroppen og en masse aktivitet i min underliv. Men formår ikke at få min menstruation mens behandlingerne står på. I August måned stopper jeg med behandlingerne, skuffet over at intet fungerer for mig.

September 2012:

Jeg kommer jeg  op til en samtale hos Svend Lindenberg på Copenhagen Fertility Center. Jeg vil gerne opstarte på metformin, og det er han helt med på. Jeg får foretaget en række blodprøver og skal have en tid igen i december (!)

Oktober 2012:

Vi har købt lejlighed og flytter ind i den, i denne måned. Vi er så glade, og er næsten helt høje af lykke. Det er et dejligt sted. Vi  finder os på plads med alle vores ting, og vi føler os hjemme.

Midt i alt det søde bliver vi desværre nødsaget til at få aflivet vores kat pga. lungeødem foresaget af kræft. Seriøst vil det ikke godt snart stoppe?

November 2012:

Vi gifter os!! Det er SÅ uvirkelig. Det hele er gået så stærk siden flytningen, og nu har vi ringe på og har lovet os til hinanden. Det er småt og utraditionelt, men helt efter vores hoveder. Vi tager på Frederiksberg Rådhus og kommer ud fra bryllupssalen med fælles efternavne og ømme kinder efter smil og grin og glæde over vores nye titler som mand og kone.

December 2012:

Jeg har desværre taget en del på i vægt, efter flere måneders travlhed med boligkøb, flytning og bryllup. Overskuddet har været helt fraværende og det har resulteret i dårlig kost- og motionsvaner.

Jeg kommer op  til samtale hos Svend Lindenberg igen og blodprøverne viser at jeg er insulinresistent, som vi også regnede med. Jeg starter op på Metformin

Januar – Marts 2013:

Metformin… Det er noget fanden har skabt. Det er lidt ligesom antabus, men i stedet for alkohol er det sukker, du ikke må indtage. Så du undgår alt det usunde og du tror du har været artig, men lige meget hvad du spiser, straffer dit røvhul dig, hver gang du har spist.

Så imodium er min ven!

Vi køber en hundehvalp. Benji kalder vi ham. Han er lille og dejlig og meget legeglad.

April 2013:

Jeg starter op på hormoner igen mhp. på insemination. Jeg er så optimistisk og det samme er klinikken.

Maj – juli 2013:

3 inseminationer og 3 negative test senere… Jeg er ved at gå død i hormoner. Mine mave er blå og gul efter insprøjtningerne. Jeg kan ikke holde mine håb i skak, og ender hver gang med at bilde mig selv ind at nu er det lykkens gang. Men må endnu en gang sande at håb,  også kan ødelægge én.

Jeg får foretaget en hsu undersøgelse, som er en gennemskyldning af æggelederne, for at se om der er passage. Jeg fik heldigvis kun en smule ubehag ved selve undersøgelsen, og lidt mens lignende smerter. Vi får bekræftet, at der er fin passage hele vejen igennem. Endelig en lille sejr 🙂

August 2013:

Efter en lille måneds pause med hormonerne, ringer jeg til klinikken for at komme igang igen.

September 2013: 

Negativ iui/insemination

Oktober 2013: 

Negativ iui/insemination.

Selvom jeg har gået og udskudt det, og frygtet det, er det tid til at tage “Projekt -hjælp-os-med-at-få-en-baby” til det næste skridt. Vi beder klinikken om at blive henvist til IVF/ reagensglasbehandling. De ønsker os held og lykke og tilbyder at vi bliver ved med IUI, men vi kan ikke se grund til at blive ved. Desuden er det også ved at være tiltrængt med en pause fra hormoner, nåle, lægetider og prøver.

November – December 2013:

Vi modtager brev fra Rigshospitalet, der vil stå for vores IVF behandling. Vi skal udfylde en masse spørgsmål om vores livsstil, tidligere behandling og min ikke-eksisterende cyklus.

Sidst i November hører vi fra dem igen, de tilbyder at vi kommer med i et studie. Studiet er for par, hvor kvinden har et BMI mellem 30 og 35 og som skal i IVF-behandling. De vil undersøge om et vægttab vil have positiv effekt på chancen for graviditet.

Jeg vil derfor enten komme direkte til IVF behandling eller først på pulverkur og derefter behandling. Vi snakker om det og ingen af os kan se at der er noget at tabe ved at sige ja, så det gør jeg.

Inden juleferien har jeg en tid på rigshospitalet, hvor jeg får mere at vide om forsøget, jeg bliver målt og vejet og undersøgt på alle leder og kanter. OG – jeg bliver udtrukket til at skulle starte på pulverkur efter ferien.

Januar  – Marts 2014

Pulverkuren varer hele 3 måneder. Det er hårdt at undvære rigtig mad i al den tid, men håbet om at kunne blive gravid i sidste ende holder mit mod oppe, Jeg taber mig i alt 14 kg.

April  – Maj 2014

Min menstruation er blevet regelmæssig, så vi kan komme i gang med vores første IVF forsøg uden problemer. Jeg skal i lang behandling, så jeg skal sættes i kunstig overgangsalder vha. næsespray På den måde nulstiller de mine hormoner og kan bedre kontrollere de mange små æg, der ligger på lur i mine æggestokke.

Dagen for ægudtagningen er nervepirrende. For ikke at nævne dagene efter, hvor vi finder ud af hvor mange der er blevet til noget. De får i alt 18 æg, hvor 8 æg er gennemsnittet. Det er meget ubehageligt og smertefuldt og få taget æg ud, men de var gode til at smertedække og sagde endda også stop inden alle æg, var kommet ud. Jeg er lidt groggy i timerne efter, ellers er jeg meget øm og oppustet, grundet væskeophobning i dagene efter.

Ud af de 18 æg, bliver kun 6 befrugtet og 3 deler sig videre. Vi får et flot 4-cellet æg op to dage efter og vi får 2 æg til fryseren. Smerterne ved ægoplægning er værre end at få taget æg ud. Hvad der burde have været en glædelig begivenhed bliver i stedet en forfærdelig oplevelse. Jeg græder på briksen, men ikke glade tårer.

Juni 2014

Blodprøven for vores første IVF forsøg er negativ.

Jeg går helt ned med flaget. Hvorfor vil det ikke engang lykkes med IVF? Og ikke nok med det. Nu ramler vi ind i klinikken sommerferie. Følger vi er forfulgt af sort uheld.

Juli – August – September 2014

Jeg opdager en bule ved lysken. Læger på fertilitetsklinikken er sikre på at det er lyskebrok, og vil ikke starte os i fryseforsøg, før det er opereret væk. FUCK MIT LIV!!!

Får heldigvis en tid til operation, i starten af september og er fit for fight efter et par uger igen.

Oktober- November 2014

Venter, venter og venter lidt mere på at min menstruation skal dukke op. Bruger progesteroncreme, og efter en uges tid starter den. Jeg ringer til klinikken og vi skal endelig starte op med et fryseforsøg. Nu er problemet bare at den dominerende follikel ikke rigtig vokser og ligeså gør slimhinden som følge af dette, heller ikke. Forsøget er i fare for at bliver aflyst. Er pæææænt træt af min krop på nuværende tidspunkt og finder noget fertilitetste frem fra mit skab, og drikker 2-3 kopper om dagen, bare for at gøre et eller anden.

Og søreme og ikke der er skidt store fremskridt på næste skanning. De kan se på størrelsen af ægløsningen vil ske inden for et par dage og vi aftager at fryseægget skal op  i starten af december, endda på min fødselsdag.

December 2014:

Fryseægget bliver tøet op og defragmenterer en smule. Det var 4-cellet, da det blev frosset ned og er kun 5-celler dagen efter, ikke just lovende i min verden. Lægerne virker ikke til at være bekymrede dog.

Jeg har nok allerede opgivet på forhånd og går og forbereder mig på at blodprøven  om 2 uger siger NOPE, stadigvæk ikke gravid. Dog er ventetiden en dræber. Hvorfor bliver det ikke bare nemmere med tiden?

Dagen for blodprøven er her endelig og jeg tager afsted til laboratoriet. Jeg må ringe efter kl. 14, for at få svar. De tager bare ikke den skide telefon, prøver at ringe i en time, men kommer ikke igennem. Så er deres telefontid ovre og jeg er helt fortabt.

Jeg bliver ringet op, efter 20 min og får den bedste nyhed i verden. Du er gravid (!!!) HCG ligger på 426!!

Jeg kan ikke tro det. Det er endelig vores tur.

Hvis du vil læse mere om min graviditet, så har jeg skrevet dem under “Gravid” ude i menuen.

Vores datter kom til verden i august 2015! Vi er så heldige og ikke mindst lykkelige for at vi fik lov at få hende i vores liv.

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2012-2016

3 tanker om "Fertilitetsforløb"

  1. TAK for dette indlæg! Jeg står ikke i præcis samme situation, men er selv igang med at kæmpe den lange vej mod et barn. Jeg sidder med et smil på læben, fordi jeg kan genkende så mange af de ting, du skriver. Og det har virkelig været rart at føle, man ikke er alene i verden med denne kamp.

    1. Hejsa! Tak for din kommentar. Jeg kender godt den følelse. Det hjalp også mig rigtig meget, at finde nogen, der vidste hvordan jeg havde det.
      Held og lykke med ønskebarnet. Håber ikke, du skal vente alt for længe 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Min historie om ufrivillig barnløshed, fertilitetsbehandling og om endelig at blive mor