Opdateringer

Hverdagene er hektiske herhjemme, efter R er startet i vuggestue og vi begge to er tilbage på arbejde. Hun er inde i en periode med stor udvikling på alle fronter. Hun er lige begyndt at gå og har også sagt sit første ord, altsammen indenfor en uge. Hun krammer og kysser og er i det hele taget en vidunderlig unge. Det meste af tiden selvfølgelig, indimellem alt det skønne og dejlige, er der også vredesudbrudene, frustrationerne og tænderne… åh, de tænder. Nu er det kindtænderne der står for skud. Det er sgu ikke nemt for hende.

Jeg har fundet lidt tid om aftenen, når R er i seng, til at opdatere bloggen. Jeg har endelig, endelig fået færdigskrevet mit Fertilitetsforløb, som stod uafsluttet og manglede det sidste halve år inden jeg blev gravid med R.

Jeg er begyndt at læse en engelsk bog om PCOS, med det lange navn: 8 Steps to Reverse Your PCOS: A Proven Program to Reset Your Hormones, Repair Your Metabolism, and Restore Your Fertility” by Dr. Fiona McCulloch. Jeg er ret begejstret for den indtil videre. Den har formået at forklare nogle ting for mig, som giver mening for et helt andet plan end jeg har været vant til. Dog grænser bogen til at være svær at læse, efter min mening, man skal ihvertfald have godt styr på det engelske. Det er en forholdsvis ny bog, så jeg tror ikke den er på dansk endnu.

Jeg har allerede opdateret indlægget Ananas og implantation, med ny information fra bogen, så det forhåbentlig kan hjælpe endnu flere med at blive gravide.

Jeg har planer om at skrive nogle indlæg, der går i dybden med PCOS, inspireret af bogen ( men først skal den lige læses 😉 )

For et par uger siden skrev jeg om Soya isoflavoner og ægløsning. Jeg har desværre i denne cyklus ikke fået min ægløsning som de foregående måneder. Rimelig frustrerende, når nu jeg troede at jeg endelig havde fundet noget der virker. Jeg har en teori om at min ene æggestok er et dovent røvhul , eftersom min ægløsning var forsinket for 2 måneder siden, og flere at vores IUI’er har været tæt på at blive aflyst fordi mine follikler ikke voksede på trods af hormonstimulering.

Projekt baby nr. 2 kommer til at tage lang tid, jeg ved det bare ….

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2016

Søger medbloggere

Jeg har lige gennemgået min bloglovin profil og har fjernet en del blogs, der var inaktive. Det er nu ikke fordi jeg selv er så aktiv, men det kunne være, hvis der var nogle aktive blogs, at blive inspireret af, der så ville komme nogle flere pip herfra.

Jeg søger blogs, der skriver om alle former for ufrivillig barnløshed – pcos, endometriose, lav sædkvalitet, uforklarlig barnløshed, ufrivillige aborter og lignende. Men også  blogs om at være tidligere ufrivillig barnløs, med ønsket om flere børn eventuelt.

Skriv en kommentar eller en mail, hvis du synes jeg skal følge dig. 🙂

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2016