Så fik jeg bestilt tid til nakkefoldsskanning. De havde først en tid til mig d. 19/2, hvor jeg er 13+3. Det er jo helt galt i min verden. Utålmodig, som jeg er, har jeg allerede fået overtalt min mand til at vi skal betale for en tryghedsskanning hos en privat klinik. Vi har fået en tid nu på mandag, hvor jeg er 11+0. Så ja, jeg er blevet sådan én, der køber ekstra skanninger. Det havde jeg alligevel aldrig troet, men hvis det kan give lidt sjælero, er det vel penge godt givet ud, tænker jeg.
Jeg er ekstra træt i disse dage, men er også startet på jerntilskud i denne uge, så det kan være det hjælper. Ellers er alt som det plejer.
Lige for tiden, tænker jeg meget over alle de kvinder, jeg følger og som følger mig, der stadig kæmper for at blive gravide. Mine bekymringer virker som små dråber ved siden af et stort hav af sorg og uvished i jagten på de to streger.
En på tumblr, kom med en lang smøre henvist til mig, da jeg prøvede at vise min støtte, efter hendes fryseforsøg var mislykkedes. Hun skrev direkte at hun ikke kunne klare ufrivillige barnløse, der blev gravide, når hun ikke gjorde. Jeg ved, hun bare var i sorg, men det gjorde alligevel ondt at læse. Jeg har været, der hvor hun er, så mange gange, så jeg ved hvordan det føles. Det ændrer min graviditet ikke på.
En anden bruger på Tumblr, der blev gravid en uge før mig, fik formuleret sig, så præcist og lige efter mine tanker, at jeg har valgt at citere hende direkte her:
From my time visiting pregnancy forums and stuff, I’ve learned that I don’t really relate to pregnant women that didn’t deal with infertility. I don’t feel like I have much in common with their worries or fears right now. Maybe that will change over time, but for now I don’t feel like I belong there.
You guys are my people.
Copyright secured by Digiprove © 2015 
