– eller tænker på at blive det..
– eller snakker om, da de var gravide…
– eller spørger om jeg ikke skal have børn…
Jeg havde håbet på at skyde babytankerne lidt ud på et sidespor på min uddannelse. I hvert fald så længe jeg var på pulverkur og venter på at komme i gang med IVF behandling. Men det var nok lidt naivt. Vi er næsten kun kvinder i min klasse og det er åbenbart sådan noget kvinder snakker om – hele tiden.
Bare i min gruppe, har vi en der måske/måske ikke er gravid, min gode studiekammerat, der er så skruk at hun er ved at gå til. Og så har vi mig, meget erfaren babyhungrende kvinde i slut-20’erne med Ph.d. i negative graviditetstest.
Jeg KAN ikke få mig selv til at fortælle alt det jeg har været igennem. Lige meget hvor tæt jeg er på folk i klassen. Jeg magter det ikke. Spørgsmål, sladder, “gode råd” – jeg ved bare hvad der venter. Det må vente til jeg engang er gravid og så må folk spørge alt det, de vil og jeg fortæller gerne. Der er bare noget ved den her situation, hvor vi står midt i det hele. Alle følelserne ligger hele tiden lige under overfladen.
Andet nyt: jeg har fået min menstruation for 2. gang på 2 måneder. Altså som en normal kvinde. Tror måske, det er fordi jeg er sammen med så mange kvinder til dagligt. Så helt slemt er det hele jo ikke.
I morgen er der en uge til min mand og jeg har været sammen i 10 år!!! Det er jo helt uvirkeligt.
Jeg har lovet mig selv at jeg godt måde bryde pulverkuren, så vi kan tage ud og spise. Og det samme i weekend, hvor vi skal på kroophold.
