Hvordan man får to uger til at gå hurtigere (2ww)

2WW eller two week wait, er et udtryk for ventetiden mellem kvindens ægløsning, til hun kan teste for graviditet.

Jeg kan somme tider drive mig selv til vanvid ved at analysere hver en lille ting, der sker med min krop. Her er noget af det, der afleder min opmærksomhed og får tiden til at gå lidt hurtigere.

  • Hvis der er mulighed for det, tager jeg gerne ekstra vagter på mit arbejde. Så holder jeg mig både beskæftiget og tjener ekstra penge.
  • Læser bøger, gerne en serie, som Harry Potter, Hunger games, A song of ice and fire (game of thrones) osv.
  • Ser/ streamer tv-serier på series-cravings.tv, masser af serier at vælge imellem. Ingen downloads nødvendige.
  • Ser /streamer film på megashare.info. Igen masser at vælge imellem og mange nye film. Som regel god lyd og billede. Download ikke nødvendigt.
  • Går lange ture med min hund, god motion og frisk luft får tankerne hen på noget andet.
  • Gør rent og rydder op.
  • Laver aftaler med familie og venner
  • Finder spil og andre apps til min mobil, der kræver masser af tid.
  • Tumblr, en blogsite, med masser af billeder og tekster med det man interesserer sig for. Flotte billeder, citater, og gifs.
  • Pinterest, en slags virtuel opslagstavle. Man opretter boards inden for de emner man interesserer sig for. Så du kan “pinne” alt det du gerne vil gemme. Alt mellem himmel og jord. Masser af gode PCOS opskrifter, DIY ideer og meget, meget andet.
  • Etsy, en side hvor en masse selvstændige sælgere har deres ting til salg. Her findes mange unikke ting herinde og hvis man ikke passer på, kan komme til at bruge rigtig mange penge. Vær opmærksom på told, hvis du får fragtet ting uden for EU. Hvis man får deres nyhedsbrev på mailen, får man hver dag forslag til fede ting inde på siden.
  • Vine, app til mobilen. 6 sekunders videoer, som folk uploader. Letfordøjelig humor og kan være meget tidsrøvende.
  • Spil et online spil, som World of warcraft, everquest eller lignende, hvor der altid er noget at lave for dine karakterer og folk at snakke med.

 stormsmakestreestakedeeperroots

Hvad du derimod ikke skal gøre:

  • Google alle tegn og symptomer, så du ender på diverse danske og engelske graviditetsfora for at tjekke om du kunne være gravid pga. det ene eller det andet. (fælden jeg altid falder i, på et eller andet tidspunkt)
  • Tage graviditetstest i tide og utide. Det er dyrt og meningsløst. Især hvis man har fået hormoner, som Pregnyl, indsprøjtet for at sætte gang i ægløsning. Man kan sagtens have symptomer på graviditet, der udelukkende skyldes den sprøjte.
  • Stresse dig selv unødigt, hverken på jobbet eller grundet de ting, der sker med din krop. Det er hverken godt for krop eller sjæl og slet ikke for din fertilitet.

 

 whenlifegivesyoulemons

Hvordan foregår en insemination?

En personlig beretning fra en kvinde, der selv ligger på briksen

Når man beder om hjælp til at få et barn, er man ofte gået igennem mange følelsesmæssige stadier for at erkende at man ikke kan selv. Mange, inklusiv mig selv, vil nok nikke genkendende til at have gået igennem sorgens fem faser i forbindelse med fertilitetsbehandling. Man sluger også en vis stolthed, for det er jo noget, alle gerne vil kunne klare selv.

Når man har erkendt at projekt baby ikke længere er en privatsag, kan man lige så godt indse at det for manges vedkommende, også vil kræve blodprøver, sædprøver, medicin, hormoner, utallige lægetider og skanninger. Som kvinde, vil du måske opleve perioder, hvor læger ser mere til dit underliv end din mand gør.

skanninger iui insemination

Jeg er kommet hos Claus Christoffersen, gennem mere end tre år. Han er gynækolog, med klinik ved Nørrebro st. Han har stor erfaring med behandling af barnløse og kvinder med pco.

Efter jeg er blevet stamkunde på klinikken, behøver jeg ikke længere præsentere mig selv når jeg ankommer. Jeg kommer ind ad døren, smiler til pigerne bag skranken, siger hej, og de hilser mig ved mit fornavn –  og jeg tænker hver gang, “jeg kommer her for meget”. Desuden er jeg blevet rigtig god til at klæde mig af og på, lynhurtigt, når jeg skal skannes.

Læs mit fertilitetsforløb

Jeg har pco og får meget sjældent menstruation. En eller to gange om året, med mindre jeg får den startet kunstigt med provera eller den er kommet efter insemination. Min krop danner ikke selv nok hormoner til at få folliklerne i mine æggestokke til at modne og sætte gang i en ægløsning. Derfor starter jeg på min tredje cyklusdag med at tage hormoner, der stimulerer mine follikler. Hormonerne kan godt gøre mig noget oppustet, og jeg kan nogle gange mærke hvilken side, der vokser follikler i, som en trykken, ellers oplever jeg en del humørsvingninger, men det er nok mest min mand, der lider under dette.

Jeg tager to pergotime piller om dagen i to dage. Herefter går jeg over til puregon, som skal sprøjtes ind i huden. Jeg tager 100 enheder om dagen, omtrent samme tidspunkt hver dag. Det svinger meget mht. hvor meget jeg skal gerne bruge. Alt mellem 300 og 900 enheder, for at få modnet et æg stort nok, så det er klar til ægløsning. Nogle gange kommer jeg til skanning 3 – 4 gange for at tjekke op på æggenes udvikling. Når det er tid, får jeg en sprøjte med pregnyl, som sætter gang en ægløsning i gang 24 – 42 timer efter jeg har fået den.

puregon iui inseminationpregnyl iui insemination

Hvis jeg er heldig, passer det med en sygeplejerske på klinikken giver mig sprøjten.  Ellers, får jeg nåle og sprøjter med hjem, så jeg selv har fornøjelsen af at gøre det, når tidspunktet er rigtigt. Det er en noget større nål, end dem der bruges med puregon pennen, så det tager altid lidt tid inden jeg får samlet mod sammen til at stikke mig selv.

Klinikken giver mig altid et sæt med hjem bestående af, et bæger, et glas til sædprøve med mit navn og cpr. nummer, en graviditetstest og en faderskabs/moderskabs erklæring, der skal skrives under.

Dagen for selve inseminationen:

Sædprøven skal afleveres til klinikken om morgenen. Så min mand afleverer sin indsats i et prøveglas, inden han tager på arbejde. Det er som regel mig, der tager ind til klinikken, for at aflevere, da jeg har bedre mulighed for det. Efter vi er flyttet, betyder det en bustur på omkring 45 min. frem og tilbage. Mens jeg sidder i en stuvende fuld bus på vej gennem myldretidstrafikken i indre København, tænker jeg tit, “Hvis folk vidste hvad, jeg har liggende i min taske…” og smiler lidt ved tanken.

Jeg kommer op på klinikken og sygeplejersken tjekker at vi har skrevet under på papiret, hvor vi vedkender os fader-/moderskabet, hvis jeg bliver gravid af behandlingen. Hun tager imod sædprøven, og går hen for at få den opbevaret inden sæden skal renses op. Her tager de, de sundeste sædceller fra til selve insemineringen senere på dagen.

Hen på eftermiddagen kommer min mand og jeg op på klinikken. Der er ofte ventetid, men det tager vi med. Vi sidder og snakker og joker om lidt af hvert, alt imens der er fyldt med liv i venteområdet. Læger og sygeplejersker går ind og ud af dørene. Telefonen ringer uafbrudt. Navnene bliver kaldt og frem træder kvinderne, der skal ind.

Jeg har nogle gange oplevet kvinder komme ud fra lægen med skanningsbilleder, fra de små liv der spirer inden i dem. Lykønskninger kommer fra højre og venstre fra de forskellige ansatte. Jeg kan sagtens sidde og blive glad på deres vegne, men mest af alt bliver jeg trist på mine egne vegne. Jeg ved at, de kvinder muligvis har kæmpet samme kampe som mig, men de er ikke mig. Og det er det eneste jeg hæfter mig ved. Det har aldrig været mig og det er ikke sikkert at det nogensinde bliver mig.

Nåh, lille sidespring..

Endelig bliver det vores tur. Claus, min læge, siger hej og begynder at småsnakke med min mand, som regel om de mange sædceller han har leveret. Jeg lægger min taske og jakke fra mig og styrer direkte hen til den lille omklædningsbås, hvis forhæng jeg end ikke trækker ordentlig til side før jeg klæder om. Jeg mener, come on, de to personer på den anden side, er alligevel dem, der har set mest til mit underliv, hvad har jeg at skjule?

Jeg sørger for at have en lang bluse eller kjole på, så jeg ikke kommer ud fra båsen med bar røv og sokker. Jeg lægger mig på briksen og sætter benene op i holderne. Claus kører briksen op, alt i mens jeg finder min mands hånd. Jeg har ligget her mange gange før, men jeg føler stadig en sårbarhed hver gang vi når her til.

iui - insemination

Der bliver placeret instrumenter i min underliv, så der kan gøres plads til kateteret med min mands sæd.  Det er som regel det, der er mest ubehageligt for mig. Kateteret mærker jeg ikke så meget til.  Nogle gange kan jeg mærke sæden bliver sprøjtet ud i min livmoder. Som en tyngde fornemmelse i underlivet, måske også lette menstruationssmerter. Andre gange mærker jeg ingenting. Efterfølgende er jeg ofte lidt øm resten af dagen, efter instrumenter og det kan også godt bløde en smule.

Jeg klæder mig på igen, vi får en kæk bemærkning fra Claus på vej ud af døren, der får mig til at smile. Vi siger farvel til pigerne bag skranken og bevæger os ud af klinikken. Ud til mylderet ved Nørrebro st. og ud til 14 dages ventetid, før jeg kan teste om jeg er blevet gravid eller ej.

Imens prøver jeg at undgå at miste min forstand i mellemtiden.

Læs: Hvordan man får to uger til at gå hurtigere (2ww)

Et halvt menneske

Kan man gemme så stor en del af sig selv, at man kun er et halvt menneske? Det var sådan jeg følte, til min brors svendegilde i weekenden. Næsten hele familien var samlet for at fejre hans store dag. Alle var glade og jeg tillod endda mig selv at glemme, hvor langt nede jeg havde været et par dage forinden. Maden var god og alkoholen begyndte at sparke ind. Jeg snakkede med folk og de delte sorger og glæder med mig og jeg sad tilbage, forbløffet over deres mod. Alt i mens sad jeg og ville gerne dele ud af mig selv, ligesom de gjorde, men det eneste jeg gjorde, var at vogte over mine hemmeligheder, som jeg plejer.

et halvt menneske

Hvordan kan jeg fortælle min familie om den sorg og magtesløshed, min mand og jeg har befundet os i, i 4 år? Hvordan skal de kunne forstå, at mine smil også gemmer tristhed?

Hvad skal jeg fortælle dem om? Jeg kunne prøve at forklare dem, hvorfor det er svært for mig at lægge planer med dem, fordi jeg skal være klar til skanningstider og ture på apoteket, og sprøjter, der skal tages på samme tidspunkt hver dag. Nogle dage kan jeg bare kun overskue at dække det mest basale i min liv. Spise, sove, arbejde og forfra igen næste dag.

Jeg kunne prøve at forklare dem, at jeg ikke fortæller om vores fertilitetsbehandling, fordi vi knap nok kan kapere vores egen sorg og ikke har brug for at andre lægger deres til den. Jeg kan prøve at forklare mange ting, men i virkeligheden er der ikke meget de kan gøre eller sige. Det her er vores kamp og jeg kan ikke lægge den byrde på skuldrene af dem.

john green

I stedet fortæller jeg om min hund og om den uddannelse jeg skal til at tage. Men det, der fylder det meste af mit liv. Det som mine tanker og bekymringer drejer sig om. Det siger jeg ikke noget om. Og det får mig til at føle som at jeg kun er halv til stede, et halvt menneske.

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2013

Bedårende børnetøj gør mig skruk

I de 4 år, der er gået siden jeg lagde p-pillerne på hylden, har jeg hele tiden lovet mig selv at jeg ikke måtte købe babyting af nogen art. Og det har jeg overholdt. .. Men det er godt nok svært at lade være nogle gange.

Hver gang jeg skal på arbejde, går jeg forbi en børnetøjsforretning på Nørrebrogade, der hedder Rollinger, og lige fortiden har de udstillet de mest bedårende tyl-agtige nederdel og leggings fra wheat. Det kribler i mig, for at købe et par. Eller måske dem alle sammen. Åh, stop mig, en eller anden!!

20130911-025002.jpg

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2013

Jeg har købt mig fattig i fertilitet

Jeg har slet ikke styr på hvor mange penge, jeg har brugt på at fremme min fertilitet, på det seneste. Heldigvis og desværre er Ebay og Amazon spækket med alle mulige produkter, der kan gøre en baby-hungrende kvinde som mig, helt kulret og forhåbningsfuld.

Jeg har købt fertilitets-te, som indeholder:

  • pebermynte, der er med til at sænke mængden af testosteron i blodet ( PCO -relateret) og kan øge ens sexlyst.
  • Hindbær, der styrker livmoderen og regulerer menstruationen
  • Brændenælde, der er fyldt med jern, vigtig i kroppens bloddannelse
  • Rødkløver, er med til at rense blodet i kroppen.

 

moontime tea fra amazon
moontime tea fra amazon

Jeg har købt kæmpenatlysolie, for at fremme mit fertile udflåd ( Eller ÆL slim, som mange kalder det) under ægløsning. Jeg har før haft gode erfaringer med dette kosttilskud.

Jeg har købt Inofolic, (kendt som pregnitude i USA), der indeholder Myo-inositol og folsyre. Myo-inositol er eftersigende noget PCOS kvinder ikke producerer nok af, og flere undersøgelser har vist at mange kvinder har haft gavn af Inofolic, i form af regelmæssig menstruation/ægløsning samt graviditet

Jeg har købt “The infertility cure”, der omhandler kvindens fertilitet ifølge traditionel kinesisk medicin.

the infertility cure

Den er alle pengene værd og jeg har endda investeret i en elektronisk akupunkturpen, så jeg selv kan stimulere de punkter, hvor jeg har “mangler”. Jeg skriver en anmeldelse af den på et andet tidspunkt.

Jeg har købt gleditsia, som en en urt “The infertility cure” anbefaler til kvinder med PCOS. Da PCOS kvinder ifølge kinesisk medicin lider af for meget slim, anbefales denne urt, da den går ind og fjerner slimet, der ligger på æggestokkene og dermed fremmer ægløsning. Tages kun mellem menstruation og ægløsning.

Se også kosttilskud m.m.

Jeg føler mig så desperat, når jeg køber disse ting. Men i takt med at de tømmer min pengepung, fylder de også op, det sted inde i mig, hvor håbet ligger.