Insemination og eftertanker

Det er lige blevet mandag. Jeg blev insemineret i fredags og  nu står jeg overfor den forfærdelige fjorten dages ventetid.

Jeg blev scannet dagen inden og jeg havde et fint æg klar til brug, så jeg fik ÆL-sprøjten med det samme på klinikken. Det var en ny sygeplejerske, der skulle give mig den. Hun fortalte at hun hurtigt kunne spotte de kvinder der var nye og dem, der havde prøvet det nogle gange. Vi var kun lige kommet ind i rummet og fået lukket døren, da jeg løftede op i blusen og begyndte at knappe bukserne op, så jeg kunne få sprøjten. Det var bare ren autopilot, jeg kunne ikke engang komme med et sikkert svar på, hvor mange gange jeg havde prøvet det før, for jeg kunne ikke huske det præcise tal. 5 eller 6? I don’t know…

Det er også lige meget. Nu er vi igang igen. Og vi bliver ved, indtil Claus siger stop. Jeg gider ikke flere pauser. Håber bare ikke det bliver aktuelt med flere forsøg. Synes efterhånden, det er ved at være vores tur til at få vores ønske opfyldt.

Brækker mig snart, hvis jeg skal se længselsfuldt efter flere gravide maver eller små børn i barnevogne. Eller latterlige glade statusopdateringer på facebook om folks børn.

Jeg kan bare ikke forstå hvorfor så mange andre må opleve denne lykke.

barnløshed, infertilitet

Til September runder vi et trist og kedeligt 4 års jubilæum, hvis stimen af mislykkedes forsøg fortsætter. Jeg kan næsten ikke holde tanken ud.

Men trods alt mørket i mit liv, er der altid ét lys der skinner. Et lys, der holder mig oppe, når jeg allermest har lyst til at gå helt tabt og forsvinde hen i ulykkelighed.

Min mand.

Kliché, I know. Men nogle gange bliver jeg overrasket over hvor meget vores forhold kan holde til. For det er ikke småting. Det er næsten som om vi ikke har fået et ben til jorden siden vi lærte hinanden at kende. Vi rider stormen af, bygger op, og møder endnu en storm, hele tiden.

Måske er det her, den perfekte storm? Hvis vi kan komme igennem det her, kan vi klare alt.

Anyhow… Min mand blev nødt til at fortælle hans gruppe i et projektarbejde, hvorfor deres fremlæggelse skulle ligge om formiddagen i stedet for eftermiddagen. Han skulle jo med til selve inseminationen. Og hvad blev han mødt af? Lettere hånlige kommentarer og øgenavne…. Den “potente” jyde. “Ja, min kone og jeg skulle kun bruge ét forsøg. Vi skulle slet ikke have hjælp.” OMG!!! Jeg blev så vred, da jeg hørte det. Det er præcis sådan noget, der gør at jeg ikke længere fortæller folk, når vi er i gang med endnu et forsøg.

De regnede med at det var ham, der var problemet, men det er jo mig. Men han rettede dem ikke, fordi han ikke mente det, var vigtigt for dem at vide hvem af os, den er gal med. Blev så glad for den gestus. Men det var ikke en rar følelse han stod med, sagde han. At være den, der var noget galt med. Så har han også prøvet det, lidt 😉

Jeg tror ikke jeg har mere på hjertet for nu. Nu håber jeg bare på, at 100+ millioner sædceller og mit ene æg gør deres arbejde godt nok, til at fredag d. 17. Maj kan blive en glædens dag.

 

 

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2013